Zionisme/Herzl

ZIONISME


Zionismens mål var og er at styrke det jødiske fællesskab og give det jødiske folk mulighed for at bosætte sig, først i det daværende britiske mandatområde Palæstina og senere i Israel.


Zionismen er en social og politisk bevægelse med mange forskellige fortolkninger og grupperinger. Såvel blandt religiøse som ikke-religiøse jøder finder man zionister – og der er folk fra alle politiske lejre: idealister som pragmatikere, filosoffer som soldater.

Det er en bevægelse, der igennem tiderne har mødt hård modstand, såvel indefra, blandt jøderne selv, og udefra, fra zionisternes modstandere. Den moderne zionisme kunne i 1997 fejre 100-års jubilæum.


Zionismen har blandt tilhængerne været kendetegnet af heftige diskussioner og har gennemgået utallige forandringer, men ét har man været forenet om: At oprette et hjemland for det jødiske folk i dét, som jøderne altid har kaldt Eretz Ysrael, der er hebraisk og betyder “Israels land”.


Ordet zionisme kommer af ordet Zion, en af de gamle benævnelser for Jerusalem. Zionismen har rødder i Torah – De Fem Mosebøger i Bibelen, der fortæller, at Gud Herren for 4.000 år siden lovede patriarken Abraham Kanaaens land, som beskrevet i den Første Mosebog. Abrahams barnebarn Jakob fik navnet Israel, og siden da blev hans efterkommere kaldt for israelitter.


Der har boet jøder i Israels land siden udvandringen fra Egypten, og jøderne har i mange århundreder haft national selvstændighed dér. Drømmen om, at jøderne en dag skulle vende tilbage til hjemlandet opstod første gang, da de i år 586 før vor tidsregning blev drevet i landflygtighed fra kongeriget Judæa.


Jøderne vendte tilbage og oprettede igen deres egen stat. Men 63 år før vor tidsregning blev landet igen besat, denne gang af den romerske feltherre Pompeius den Store. I år 70 blev jødernes andet tempel i Jerusalem ødelagt, og endnu en gang blev jøderne fordrevet fra landet, som romerne nu havde gjort til en romersk provins med navnet “Syrisk Palæstina”.

Landet blev i de næste årtusinder regeret af forskellige besættelsesmagter, herunder romere, arabiske sheiker, kristne korsfarere, tyrkere og briter.


Læs mere under Tidstavle - klik her


Tanken om at vende tilbage kunne ikke blive til virkelighed. Religiøse jøder troede på, at alene Messias kunne føre dem tilbage til det hellige land.


Selv om der til alle tider har boet jøder under forskellige herredømmer, var det kun ganske få, der i århundredernes løb tog tilbage for at slutte sig til de små grupper, der stadig boede blandt den arabiske befolkning.


Både i Jerusalem ved Ha Kotel, Vestmuren – kaldet Grædemuren, som er resterne af det tempel, der blev ødelagt af romerne, og blandt jøder spredt ud over hele verden, blev Eretz Israel og Jerusalem nævnt i de daglige bønner.


Men der skulle gå næsten 2.000 år før der opstod en bevægelse, der seriøst arbejdede for jødisk tilbagevenden – med endemålet: den jødiske stat.


Formålet med zionismen efter 1948 var at støtte bestræbelserne for fortsat jødisk indvandring til Israel og at grundfæste Israels betydning for det jødiske folk. Da Israel blev grundlagt, var der 650.000 jøder i landet, men allerede fem år efter var der mere end dobbelt så mange.

I 1950 blev zionismens grundlæggende idé til lov i Israel: Enhver jøde, der ønsker det, kan fra første dag få fuldt statsborgerskab i Israel.

I løbet af to år kom yderligere 50.000 jøder fra Yemen, og de blev fulgt af de fleste jøder fra de omkringliggende arabiske lande, hvor forholdene var blevet umulige for jøderne at leve under.


Fra 1954 og frem til slutningen af 1960erne kom næsten alle nordafrikanske jøder til Israel, hvor de blev integreret i storstilede projekter for immigranterne.


Fra begyndelsen af 1970erne fokuserede alle zionister på jødernes situation i Sovjetunionen, hvor de blev diskrimineret af det kommunistiske regime. Efter kommunismens fald i slutningen af 1980erne har over 800.000 jøder fra det tidligere Sovjet slået sig ned i Israel.


I dag har Israel knapt fem millioner indbyggere fra 102 forskellige lande. I 1998 har israelerne fejret, at deres land er blevet 50 år og på så kort tid har forandret et primitivt landbrugssamfund til en moderne stat.

Theodor Herzl, 1900


Vesteuropæiske jøder havde naturligvis hørt om pogromerne i Rusland, men de blev chokerede, da den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus blev anklaget og dømt for højforræderi ved en fransk domstol i 1894. Anklagerne var falske, men sagen medførte en storm af antisemitisk propaganda i Frankrig.


Den østrigske journalist Theodor Herzl skrev om sagen mod Dreyfus (se nedenunder) til en avis hjemme i Wien, og retssagen fik ham til at skrive bogen ‘Den jødiske Stat” – Læs dokumentet fra Herzls “Den Jødiske stat” – klik her .


Her skriver Herzl, at den eneste løsning på antisemitismen er oprettelsen af en jødisk stat. I sommeren 1897 indkaldte Herzl til den første zionistiske kongres i Basel i Schweiz, hvor der deltog 204 repræsentanter fra 54 lande.

Da Herzl åbnede kongressen sagde han: “Vi er her for at lægge grundstenen til dét hus, der skal beskytte den jødiske nation”, og de delegerede definerede zionismens mål som oprettelsen af et nationalt hjemsted for jøderne i Palæstina. Læs mere om Vedtagelse fra den 1. Zionistkongres 1897 – se nedenfor.


Vedtagelse Kongressen oprettede en zionistisk verdensorganisation, hvis afdelinger skød op i hele Europa og Nordamerika og begyndte at opfordre jøder til at rejse til Palæstina.

Den politiske zionisme var født. Theodor Herzl indledte forhandlinger såvel med de tyrkiske herskere som vestlige stormagter for at få en international anerkendelse af jødisk immigration til Palæstina. Hans initiativ gav ikke de hurtige resultater, han selv håbede på, men Herzl havde sat spørgsmålet om det jødiske folk på den internationale dagsorden.


Herzl havde ikke held til at finde større opbakning blandt de jøderne i USA og Europa. Trods antisemitismen var de fleste nemlig tilfredse med de borgerlige rettigheder, de havde opnået, og tanken om at forlade det højt kultiverede Europa med universiteterne, kunsten og litteraturen for det øde og underudviklede Palæstina var ikke tiltrækkende.


Vedtagelse fra den 1. verdens-zionistkongres – 1897

Vedtagelse fra den 1. verdens-zionistkongres, som fandt sted i 1897 i Basel, Schweiz, og som derfor er blevet kendt under navnet: Basel-Programmet

Zionism seeks to establish a home for the Jewish people in Eretz-Israel secured under public law.

The Congress contemplates the following means to the attainment of this end:

1) The promotion by appropriate means of the settlement in Eretz-Israel of Jewish farmers, artisans, and manufacturers.

2) The organization and uniting of the whole of Jewry by means of appropriate institutions, both local and international, in accordance with the laws of each country.

3) The strengthening and fostering of Jewish national sentiment and national consciousness. Preparatory steps toward obtaining the consent of governments, where necessary, in order to reach the goals of Zionism.


Dreyfus-Affæren

I 1894 – nogle år efter Frankrigs militære nederlag til Preussen blev kaptajn Alfred Dreyfus (1859-1935), en assimileret jøde i den franske armé, anklaget for at have solgt militære hemmeligheder til tyskerne. Han blev fundet skyldig, frataget militær rang, og blev deporteret til fangeøen, Devils Ø. I forbindelse med rettergangen og raseriet mod Dreyfus blussede jødehadet op i flere franske byer.


Efter nogen tid – efter et stort pres fra franske intellektuelle, som havde en klar fornemmelse af, at Dreyfus uretmæssigt og fordi han var jøde, var blevet brugt som syndebuk for Frankrigs nederlag, indledtes en ny rettergang, som endte med en fuldstændig frifindelse af Alfred Dreyfus. Efterfølgende blev Dreyfus genoptaget i hæren og forfremmet til major. Jøder over hele verden var chokeret over, at det oplyste og moderne Frankrig havde reageret med antisemitisme som man havde, og den lære, man uddrog af affæren var, at selv den totale assimilisation ikke er nogen garanti mod anti-semitisme. Som et resultat af den første retssags anti-semitiske overtoner og den måde, sagen blev beskrevet på i den franske presse, involverede Theodore Herzl sig aktivt i den internationale zionist-bevægelse. Herzl havde selv som østrigsk journalist dækket retssagen mod Dreyfus.


...........................



ZIONISME OG INTOLERANCE


af Melanie Phillips for Daily Mail

Oversat af Mette Thomsen


I kølvandet på højtiden Shavuot, hvor jøder har fejret overgivelsen af De Ti Bud til Moses på Sinai-bjerget, hvorfra han videregav dem til det jødiske folk, som havde slået lejr ved bjergets fod, har jeg grundet over det faktum, at ordet zionisme er blevet et forkætret ord i England og i Vesten.


For mange i disse samfund er zionisme i dag ligestillet med racisme. Denne gruppeforhånelse, som blev betragtet med afsky af anstændige mennesker, dengang den sovjet-arabiske akse fik FN til at bifalde den i 1975, er i dag blevet det prisme, hvorigennem BBC, den akademiske verden, kunsten og teatret og store dele af det øvrige kulturelle establishment nu betragter alle referencer til Israel.

Dette er med til at forklare forsøgene på at boykotte den israelske teatergruppe Habima, da den skulle spille ShakespearesKøbmanden fra Venedigpå London’s Globe Theatre forleden aften under store sikkerhedsforanstaltninger (tilsyneladende har de forventede afbrydelser fra intolerante grupper foreløbig været relativt beskedne). Den dybe ondskab og uvidenhed bag den slags uvilkårlige dæmoniseringer af Israel forekommer så meget desto mere vanvittig set på baggrund af de skinhellige og uimodsagte formodninger om egen moralske ophøjethed, som disse tåber mener sig i besiddelse af.


Dette er lige så grotesk, som det er skræmmende. Zionismen er, hverken mere eller mindre, det jødiske folks selvbestemmelse – som et folk og ikke bare som tilhængere af den jødiske religion. Jøderne er i virkeligheden det eneste folk – som et folk — for hvem Israel (oldtidens Judæa og Samaria) nogensinde har været et nationalt hjemland. De, der afviser zionismen, afviser derfor det jødiske folk og jøders grundlæggende ret til at leve som et folk i deres eget ældgamle hjemland, Israel.


Som noget enestående i verden er jøderne både et folk og tilhængere af en religion. En væsentlig og uadskillelig bestanddel af den jødiske religion er landet Israel; mere specifikt den centrale betydning af og længsel efter Jerusalem og dens Tempel. Afvises denne centrale kerne, flås hjerte og sjæl ud af jødedommen. De, der afviser jødernes ret til Israel og Jerusalem, afviser jødernes ret til deres egen religion.


Jødedommen er som en taburet med tre ben – nationen, religionen og landet. Saver man et af disse ben af, bryder taburetten sammen. Betyder det nu, at alle jøder er zionister? Selvfølgelig ikke, ligesom det heller ikke betyder, at alle jøder er religiøse. Men ligesom hadet til jøder af teologiske grunde altid har truet alle jøders liv og sikkerhed, herunder også dem, der ikke er religiøse, således er også det anti-zionistiske had til jøders selvbestemmelse en form for intolerance, som truer alle jøders liv og sikkerhed, uanset om de er zionister eller ej. Og det forhold, at der findes anti-zionistiske jøder, som selv hader udfoldelsen af jødisk selvbestemmelse i form af staten Israel, er, trods karakteren af tragisk fordrejet eksempel, i lige grad et udtryk for selvsamme intolerance.


Vore dages anti-Israel-vanvid er således endnu farligere end hadet til Israel og lige så patologisk besat og ondskabsfuldt, som dette er i sig selv. Det er slemt nok, at Israel for så mange mennesker i England og i Vesten er blevet i den grad dæmoniseret som en paria-stat i kraft af en exceptionel, systematisk kampagne præget af løgn, fordrejelser og smædekampagner vedrørende dets historie og adfærd, usandheder som ikke desto mindre i dag udgør et uimodsagt grundlag for enhver offentlig diskussion.


Men endnu værre er den antagelse, som ligger bag al denne dovne tilsvining, nemlig at zionismen er en tro, som i sig selv udgør en særligt aggressiv form for racisme eller kolonialisme. Denne ondsindede fordom har vendt op og ned på enhver sandhed, fornuft og anstændighed. Jødernes ret til deres eget historiske, nationale hjemland er blevet fremstillet, fuldkommen fejlagtigt, som tilraning af nogle “palæstinenseres ret” til dette land – palæstinensere, som overhovedet aldrig har eksisteret som et særskilt folk.


De jøder, som er zionister, oplever derfor nu at blive fremstillet som racister og sociale pariaer – blot fordi de hævder det jødiske folks ret til selvbestemmelse i dets eget historiske hjemland.


De, der er drevet af dette ondsindede og fordomsfulde had, har således fået lov til at fremstille selve ofrene for deres had som hadefulde mennesker. Zionistiske jøder bliver således svinet til og ydmyget om og om igen – og det netop af dem, der har den frækhed at påkalde sig moralsk ophøjethed ved netop at gøre sådan, det være sig lige fra elskeligheder som Emma Thompson og Ken Loach til boykotterne og de bøller, som chikanerer og terroriserer zionistiske jøder rundt om på universiteterne.


Dette er virkelig en skræmmende situation og bærer mindelser om den massehjernevask og mentale gidseltagning, som fandt sted i Sovjetunionen – ikke særligt overraskende, når man betænker den sovjet-arabiske akse, som tilbage i 70’erne satte sig for at ødelægge Israel ved at overtage og undergrave den vestlige intelligentsia. Rent praktisk betyder det, at det per definition ikke er muligt at overbevise folk om, hvad der rent faktisk er foregået og hvordan de sande kendsgerninger ser ud, eftersom den slags udtalelser bliver affærdiget med det samme – ud fra den grundholdning, at alle jo ved, at løgnene om Israel i realiteten er den uigendrivelige sandhed.


Men ligesom i det tidligere Sovjetunionen er der masser af anstændige og forstandige mennesker, som ganske godt forstår, hvad det er, der sker her, og forstår de omfattende og dødbringende konsekvenser for hele den vestlige verdens sikkerhed. For disse mennesker og for dem, der endnu kan overbevises – for slet ikke at tale om pligten til at indlejre denne vederstyggelighed i verdenserindringen – må sandheden om den frygtelige vej bort fra al fornuft og anstændighed i forbindelse med Israel og zionismen fortsat fortælles og offentliggøres.


.............................



Den politiske zionisme

En politisk zionisme kunne nemlig ikke opstå, før det jødiske liv, spredt ud over de fem verdensdele, var blevet mere sekulariseret, det vil sige mindre religiøst.


I løbet af det 18. århundrede var en proces begyndt, inspireret af oplysningstiden, som fik fornuft og rationalitet til at spire overalt i Europa. Den jødiske oplysning blev sat i gang med den tysk filosof Moses Mendelsohn, som var den første jøde, der talte åbent for jødernes politiske frigørelse og lige rettigheder.


Mange europæiske jøder var begejstrede for nu i fuld målestok at kunne tage del i det liv, der omgav dem. Men desværre var ikke alle kristne europæere lige begejstrede for jøderne. På trods af den formelle ligeberettigelse opstod mod slutningen af det 19. århundrede en genopblusning af antisemitismen i flere lande. Denne antisemitisme var af en anden karakter end tidligere; hvor antisemitismen før havde været religiøst præget, var den antisemitisme, der opstod sidst i det 19. årh. af mere racistisk karakter. I Tyskland, Frankrig og Østrig-Ungarn stiftedes direkte anti-semitiske partier, og specielt Rusland blev gennembølget af ekstrem kristen nationalisme, og voldelige optøjer (pogromer) mod jøderne fandt sted i disse år.


Pogromerne i Rusland i 1881 overbeviste en del jøder om, at de uanset hvad – aldrig ville kunne opnå fuld ligestilling med mindre de havde deres eget nationale hjemsted.


Idéen blev første gang formuleret af russeren Leon Pinsker i 1882 i hans skrift “Autoemancipation” (selvfrigørelse) og en lille gruppe af de i alt to millioner jøder, der flygtede fra Rusland mellem 1880 og 1914 og som udvandrede til Palæstina, hvor de grundlagde de første jødiske landbrugskolonier. Palæstina var på det tidspunkt under tyrkisk herredømme.


Zionismen opstod på et tidspunkt, hvor der blev flere og flere ikke-religiøse jøder i Europa. Da jøderne var begyndt at tage del i deres omgivelsers kultur og politiske debat havde zionisterne svært ved at vinde indpas. Især i Tyskland voksede en liberal jødisk reformbevægelse, hvis tilhængere mente, at jøder ikke er et folk med en fælles kultur, men at man skulle assimilere sig med de samfund, man boede i og mere definere sig som tyskere, franskmand, briter eller måske danskere, end som medlemmer af det jødiske folk.


................................


Jøder og arabere i Palæstina


Det zionistiske ønske om en stor jødisk immigration til Palæstina og om at oprette en jødisk stat har ført til en lang og blodig konflikt mellem jøderne og senere Israel på den ene side og de palæstinensiske arabere og Israels arabiske nabolande på den anden.

Således kom zionismen ikke længere kun til at berøre jødernes historie og den jødiske immigration, men også den konflikt mellem to folk, der gennem årene er kommet til at dominere vor tids syn på Mellemøsten.
Konflikten mellem jøder og arabere skyldtes ikke de to forskellige religioner, for jødedommen og islam har i mange sammenhænge vist sig faktisk at kunne eksistere fredeligt side om side. Konflikten er først og fremmest territorial – hvem har ret til landet… Konflikten opstod altså ikke som et slagsmål mellem to forskellige trosretninger, rabbinere over for imamer  eller Davidstjemen over for Halvmånen, men som et spørgsmål om jord, vand og ørken.
 
Selv om der i årene efter Første Verdenskrig kom flere og flere jøder til Palæstina, boede der stadig langt flere arabere.
De to folk havde levet fredeligt side om side i flere hundrede år, men med en voksende jødisk befolkning følte mange arabere og deres ledere sig truede. De nyankomne jøder tilhørte ofte en anden kultur, talte et fremmed sprog og var ofte uvidende om de lokale skikke og traditioner.


Resultatet var spredt arabisk uro i løbet af 1920erne, men den britiske regering, der administrerede Palæstina, bekræftede alligevel deres støtte til et jødisk hjemsted uden at love nogen hverken en jødisk eller arabisk stat. Nogle arabere havde støttet Storbritannien under Den Første Verdenskrig, og briterne havde også lovet arabere i hele Mellemøsten national uafhængighed. De palæstinensiske arabere følte sig derfor forrådte.


Zionisme og arabisk nationalisme
Historien er fyldt med beskyldninger om, at zionismen har ignoreret forholdet til araberne, lukket øjnene for de faktiske forhold i Palæstina, og at zionismen derfor fra starten var et luftkastel. Det er ikke rigtigt. Siden 1920erne har der været en debat om, hvordan forholdet mellem de to folk burde være. En debat med mange skiftende holdninger, påvirket af forskellige tilgange til socialisme, liberalisme, brugen af magt over for fredelige midler osv.


Den voksende konflikt delte zionismen i to grupper. Den ene blev anført af Martin Buber, der opfordrede til et jødisk-arabisk partnerskab. Den 12. zionistiske kongres i 1921 definerede Palæstina som et “fælles hjemland’ og talte om en national udvikling med både jøder og arabere. Den anden gruppe blev ledet af den højreorienterede Vladimir Jabotinsky, der troede på, at der skulle oprettes en stat med plads til alle, men under jødisk styre.


Men konflikten mellem jøder og arabere var umulig at stoppe. I 1929 blev over 100 jøder dræbt af arabere, især i byen Hebron, og briterne slog opstanden ned med hård hånd og dræbte mange arabere. Mellem 1931 og 1936 kom der over 200.000 jøder til Palæstina, hvor den jødiske befolkning efterhånden levede i en enhed, der lignede en stat med eget sundhedsvæsen og uddannelsessystem. For at mildne den arabiske modstand forsøgte regeringen i London at begrænse den jødiske indvandring, første gang i 1922.


Briterne indså, at alt andet end en deling af Palæstina var umuligt kunne føre til en løsning af konflikten. Den såkaldte Peel-kommission foreslog i 1937 at dele landet i to stater, en arabisk og en jødisk. Forslaget blev diskuteret af den 20. zionistiske kongres i Schweiz, og selv om det konkrete britiske forslag blev afvist, blev princippet om en deling accepteret.


Repræsentanter fra alle arabere, også de palæstinensiske, mødtes i Damaskus samme år og afviste blankt at dele Palæstina. Det er en del af det “arabiske hjemland’, sagde de, og Storbritannien må vælge “mellem vores venskab og jøderne”.


Efterhånden spredte den arabiske nationalisme sig over hele Mellemøsten, og jøderne måtte indse, at de ikke blot stod over for en lille gruppe lokale arabiske ledere, men en folkelig bevægelse, der krævede national uafhængighed i hele Mellemøsten. I 1939, lige før Anden Verdenskrigs udbrud, strammede briterne endnu mere op på jødernes adgang til Palæstina, på et tidspunkt hvor Europas jøder var desperate for at komme væk fra nazisterne.