Flygtninge

Flygtninger - Jøder og Palæstinenserne


1. Palæstinensiske Flygtninge



Artikel i Politiken – 19. marts 2005: af Arne Melchoir
Sandhed har mange udgange


Det er grov forvanskning af virkeligheden alene at gøre Israel ansvarlig for det palæstinensiske flygtningeproblem
I Danmarks Radio’s program ”Udefra” blev der den 22. februar bragt en times udsendelse om de palæstinensiske flygtninge. Den placerede helt og absolut skylden for flygtningeproblemets opståen på israelsk side.


Dette er en groft énsidig og uretfærdig fremstilling. Sandheden er langt mere kompliceret. Fremstillingerne i samtidige og efterfølgende beretninger lægger næsten alle skylden på begge kæmpende sider i 1948, hvilket jo ikke er så mærkværdigt i en krig. Der skal herved i høj grad lægges vægt på, hvilken af siderne der var angriberen den pågældende krig!


Jeg skal her citere fra bogen ”Israel Resurgent” af Norman Bentwich, (dansk udgave ”Israel genopstået” 1960 på forlaget Fremad):
”Masseflugtens årsag var hverken enkelt eller enkel. Der var et samvirke af forskellige tryk. De palæstinensiske araberledere rådede i kampens første del civilbefolkningen til at forlade deres hjem under stridighederne for senere at komme tilbage med den sejrrige befrielseshær. I ét berygtet tilfælde massakrerede jødiske yderligtgående befolkningen i en landsby i udkanten af Jerusalem og fremkaldte udbredt panik. I landsbyerne nær grænsen blev resten af civilbefolkningen, som frygtedes at kunne blive en femtekolonne, drevet ud ved militær aktion under krigsoperationerne. Fortalere for den ene eller den anden side er tilbøjelige til at pille en af disse årsager ud og tilskrive den samtlige vanskeligheder. Den egentlige årsag var i virkeligheden de arabiske landes laden hånt om FN’s beslutning og deres invasion af israelsk territorium. Men hvad der betyder noget i dag er, at et alvorligt menneskeligt problem er blevet skabt.”


Det er et faktum, at der fra arabisk side blev udsendt en række såkaldte ’dagsbefalinger’, der stærkt opfordrede den arabiske befolkning til midlertidigt at rømme deres hjem for ikke at risikere at blive drevet i Middelhavet sammen med jøderne, når de arabiske hære rykkede frem. Efter et par uger ville araberne derpå kunne vende trygt tilbage, hed det. Selve kong Faruk, men også muslimske ledere, herunder stormuftien af Jerusalem og nogle generaler stod bag disse anbefalinger.


Jeg har fundet frem til et frimærke (det har taget lidt tid, derfor den sene indsigelse), som den egyptiske stat udgav i 1948. Det viser – som det ses på illustrationen – den egyptiske hærs overvældende fremmarch ind over det nyetablerede Israel. Sådan et officielt frimærke kommer jo ikke til verden ved en tilfældighed!


En række andre forhold fra starten og indtil denne dag placerer et stort ansvar på arabisk side. Dels den omstændighed, at nabostaterne vægrede sig ved at modtage, integrere eller bare økonomisk hjælpe deres brødre og trosfæller. Dels den omstændighed, at Israel i de første år efter statens etablering i 1948 modtog et lige så stort antal jødiske flygtninge fra en række arabiske stater. Dette skal palæstinenserne godt nok ikke undgælde for. Men eftersom de jødiske flygtninge blev berøvet al ejendom og samtlige værdier, da de blev drevet på flugt, så er der tale om en regning og en modregning. Det bør derfor kræves, at de arabiske stater træder til med deres svulmende kasser for at hjælpe deres brødre. Man kan ikke bare gøre verdenssamfundet (FN) og Israel ansvarlige for de palæstinensiske flygtninges bestemt ikke misundelsesværdige situation.
Arne Melchior
Politiken – marts 2005.


…..


Arne Melchoirs response til to indlæg der imødegår ovenstående artikel


I Politiken den 19. marts 2005 findes to indlæg, der imødegår min artikel i avisen den 13. marts angående baggrunden for den arabiske masseflugt fra Palæstina i 1948. De to indsendere (John Kjærgaard og Michael Helm) hævder, at der ikke foreligger beviser for, at arabiske ledere i væsentlig grad opfordrede araberne til at flygte.


Som jeg oplyste i min artikel, foreligger der en mængde varierende beretninger herom. Jeg anførte, at skylden for flugten er flersidet. Til yderligere dokumentation for, at araberne blev animeret til flugt af deres egne ledere, skal jeg her fra den mangfoldige litteratur gengive et par citater fra bogen ’Krig og krise i Mellemøsten’ af Peter P. Rohde, Thaning og Appels Forlag 1967:


”Som leder af Den arabiske Højkomité havde Haj Amin (stormuftien af Jerusalem) nemlig allerede i januar 1948 fået organiseret en demonstration i form af en arabisk masseflugt fra de områder i mandatet, som ifølge FNs delingsplan skulle tilfalde staten Israel. Han ville derved opnå tre ting: at skabe et psykologisk krigsberedskab ved den ophidselse, som flugten ville fremkalde i de lande, flygtningene søgte ind i, at bevise over for omverdenen, at jøderne for frem mod araberne med umenneskelig grusomhed, så de ikke kunne blive i deres hjem, samt at rydde grunden, så araberne kunne slå ned for fode, hvor de rykkede frem…..”(side 105).
Side 106, citat fra den jordanske Ramallah Radio 3. 4. 1949: ”Man kan ikke bebrejde jøderne den nuværende situation. Det må ikke glemmes, at det var den arabiske Højkomité, der opfordrede flygtningene til at forlade deres hjem i Jaffa, Haifa og Jerusalem, og at visse arabiske ledere i dag benytter dem som brikker i deres politiske spil.”


Arne Melchior.


.................................


FNs resolution 194
Resolution af 11. december 1948, som beskæftiger sig med de palæstinensiske arabere, der som flygtninge forlod Israel. Ofte citeret som selve grundlaget for arabernes ret til at vende tilbage til de områder, de forlod. Resolutionen siger klart, at de flygtninge, der vender tilbage, skal være villige til at leve i fred med deres jødiske naboer. Kompensation og genhusning andet steds nævnes også som en mulighed. De arabiske stater, som nu ofte henviser til resolutionen, stemte dengang enstemmigt imod resolutionen.
Hvad indebærer kravet om “ret til at vende tilbage” for araberne?


På samme tid som de palæstinensiske arabere kræver deres egen stat, forlanger de også ret til tilbagevenden for de flygtninge, som forlod Israel. Der findes imidlertid ikke en sådan rettighed, hverken i international lov eller i nogle af de relevante FN-resolutioner eller i nogle af de aftaler, der er indgået mellem Israel og araberne. Årsagen hertil er, at araberne enstemmigt afviste FNs Resolution 181 af 1947, som delte det tidligere britiske mandatområde i to selvstændige stater: en jødisk stat og en arabisk stat – og samtidig gik de arabiske lande til angreb på Israel.


I forbindelse med 1948-krigen forlod mange arabiske familier deres hjem – enten som følge af opfordring hertil fra de arabiske ledere eller af frygt for de israelske tropper. Med få undtagelser forlod alle arabere frivilligt deres hjem, trods gentagne opfordringer fra de israelske myndigheder til at blive i landet. De arabere, der blev – samt deres efterkommere – er i dag israelske statsborgere. Der er omkring en million israelske arabere, som bl.a. er repræsenteret i Israels parlament, Knesset.
De palæstinensiske flygtninges skæbne står i skarp kontrast til de hundredetusinder jøder, der flygtede fra arabiske lande for at komme til Israel. Disse jødiske flygtninge – i antal svarende til de arabere, der flygtede fra Israel – blev alle hurtigt integreret i det israelske samfund, og modtog den nødvendige hjælp til at blive integreret. De palæstinensiske flygtninge, derimod, blev af deres arabiske brødre behandlet som pariaer, blev anbragt i lukkede flygtningelejre, og er siden af araberne blevet brugt som gidsler i konflikten mod Israel. Tilmed er palæstinenserne blevet holdt i økonomisk armod.


Det er ikke fordi, araberne har manglet penge til at sørge for flygtningene. De arabiske lande er for manges vedkommende meget velhavende, takket være olien, og man kunne sagtens have sørget for økonomisk hjælp, fødevarer og uddannelse til de relativt få palæstinensere, men dette har man ikke ønsket. I Jordan er eksempelvis 80 procent af befolkningen i forvejen palæstinensere – så integrationen ville have været let og smertefri i denne i forvejen palæstinensiske stat.


Det er således Israels opfattelse, at det er op til de velhavende modtagerlande at sørge for de palæstinensiske flygtninge.



.................................


2. Hvad med de jødiske flygtninge?


Spørgsmålet om “palæstinensiske flygtninge” er et der ofte stilles i forbindelse med den israelsk-arabiske konflikt, men lige så ofte ignoreres (i højeste grad af FN) det faktum, at der var endnu flere jødiske flygtninge som følge af den israelsk-arabiske krig. Mellem 1948 og 1951, blev omkring 850.000 jøder udvist eller tvunget væk fra deres hjem og fik deres værdier og ejendomme konfiskeret af de arabiske nationer de længe havde boede i. I løbet af de sidste 100 år, har der været talrige udvekslinger af flygtninge, som følge af store konflikter i verden. Israel, lige som så mange andre nationer, forsøgte fuldt ud at absorbere og integrere de 850.000 jøder, der blev forvist fra deres hjemme i de arabiske nationer og som søgte ly i det nye land Israel. Tæt på halvdelen af Israels jødiske borgere i dag, herunder deres efterkommere, stammer fra disse arabiske lande.


Blomstrende, velstående jødiske samfund eksisterede i Mellemøsten og Nordafrika tusind år før fremkomsten af Islam og mere end 2500 år før fødslen af de moderne arabiske nationer. Disse samfund, der strakte sig fra Irak i øst til Marokko i vest havde et livligt sammenhold og havde stor indflydelse på de lokale økonomier. Indtil det 10. århundrede CE, levede 90% af verdens jøder i regioner nu kendt som de arabiske lande.

Allerede inden delingsplanen for området Palæstina i november 1947, var de arabiske nationer igang med stigende fjendtlige foranstaltninger, anført af Den Arabiske Liga, mod deres jødiske samfund. Efter delingsplanen, begyndte de arabiske regeringer at konfiskere jødisk ejendom. Samtidig var der optøjer, og massakrerne brød ud mod jødiske samfund i hele den arabiske verden. Jødisk-ejede butikker og synagoger blev plyndret og brændt, hundredvis af jøder blev dræbt og tusinder blev fængslet.


Da Israel blev oprettet som en selvstændig stat i maj 1948, blev den Arabiske Ligas Politiske Komité indkaldt og den udarbejdede en række anbefalinger til alle arabiske og muslimske lande om, hvordan de skulle gribe ind over for de jøder der boede i deres lande. Blandt andre anbefalinger, blev statsborgerskab til jøder tilbagekaldt, og de blev nu anset som borgere i den nyetablerede jødiske stat. Deres formue blev konfiskeret, deres bankkonti indefrosset, og ejendom til et værd af millioner af dollars blev nationaliseret. Jøder blev udelukket fra ministerier, deres adgang til den offentlige sektor alvorligt begrænset, og mange mistede deres levebrød.

Den anti-jødisk tendens blev større og større, og en organiseret plan for undertrykkelse og forfølgelse blev gennemført mod jøder i arabiske stater. Mellem 1948 og 1951, blev omkring 850.000 jøder udvist eller, som nævnt ovenfor, tvunget ud af deres hjemme i de arabiske nationer, og blev flygtninge. Faktisk begyndte en to-vejs migration af befolkninger, sammen med oprettelsen af to forskellige flygtningegrupper.


Forholdet mellem de to flygtningegrupper var 2:3, den palæstinensiske gruppe med omkring 600.000 personer i modsætning til de jødiske flygtninge, som talte omkring 850.000 personer (indtil 1968).


De arabiske nationer, ledet af Den Arabiske Liga, og især det internationale system UNRWA, (FNs Hjælpeorganisation for Palæstina-flygtninge i Mellemøsten) holder flygtningeproblemet i live ved at holde de palæstinentiske flygtninge som gidsler i deres endeløse kamp mod staten Israel – og har nu i alle disse år kun gjort de folk de repræsenterer en bjørnetjeneste.


Under Camp David fredsforhandlingerne i 2000 bekendtgjorde præsident Clinton, at hvis en aftale skulle opnås, så skulle en international fond etableres for at kompensere for flygtningene, både arabiske flygtninge og jødiske flygtninge fra arabiske lande. Clintons forslag blev støttet nogle år senere af en beslutning i det amerikanske Repræsentanternes Hus i april 2008, der erklærede, at jødiske flygtninge bør anerkendes som flygtninge af FN-konventionen, og foreslog at en international fond skulle oprettes for at kompensere jødiske og palæstinensiske flygtninge for tab af deres ejendom. Denne Repræsentanternes Hus beslutning, kendt som ‘resolution 185, slog fast, at én flygtningegruppes problemer ikke kan løses uden at man også at løser den anden flygtningegruppes problemer samtidig.

Alligevel blev spørgsmålet om jødiske flygtninge skubbet til sidelinjen i den internationale debat og næsten aldrig nævnt i danske medier. Det bliver spændende at se dækningen af den Palæstinentiske konference i Danmark – og om spørgsmålet om de jødiske flygtninge overhovedet bliver bragt op.
Yvette Espersen 27.04.2012


.................................


De Andre Flygtninge
Af: Ole Groth-Andersen – sept 2012


Arabiske flygtninge
Der tales altid meget omde “palæstinensiske flygtninge”,men ordet er misvisende, fordi der i virkeligheden er tale om arabiske flygtninge, der først efter krigen i 1967 – udelukkende af taktiske grunde – fandt på atkalde sig selv ”palæstinensere”. Og dette har givet anledning til en del misforståelser.


Desværre blivertingene næppemere klart af, at selv journalister på udlandsredaktionerne løber rundt i det, som man siger.
Jordan var for eksempel en del af det Palæstina, der blev oprettet i 1920, men senere spaltet fra. Så man kunne lige så godt kalde alle jordanere for “palæstinesere”. Hvad der bestemt ikke gør tingene nemmere at forstå, medmindre man forklarer baggrunden.


Men det er korrekt, at flertallet af den jordanske befolkning etnisk set er de samme arabere, som dem på Vestbred og i Gaza og i flygtningelejre i de arabiske nabolande. Etnisk set er nemlig et stort flertal af arabere i hele Mellemøsten (Libanon, Syrien, Irak, Jordan) og i Nordafrika (Ægypten, Tunis og Libyen) de samme, som dem der kalder sig for palæstinensere. Samme sprog, samme religion, samme skrift og ikke mindst kultur. Så er der beduiner og andre grupper, f. eks. Hashemitterne i Jordan, hvorfra det jordanske kongehus stammer, og Berberne i Nordafrika.


Debatten om de arabiske palæstinensiske flygtninge
Når der opstår debatter omkring Israel, som for eksempel i Jyllandsposten i anledning af den israelske ambassadørs replik til Per Nyholm, drejer de altid over i de arabiske, såkaldte palæstinensiske, flygtninge. Og der refereres ”i øst og vest”. Ofte bruges betegnelsen den jødiske etniske udrensning af disse arabere.


De andre flygtninge må da også tælle
Er de arabiske flygtninge så afgørende for debatten, så må de jødiske fra arabiske lande da være mindst ligeså afgørende.
Jeg kan derfor ikke lade være med at gøre mig mine tanker omkring det arabiske palæstinensiske flygtningeproblem kontra det i virkeligheden langt værre jødiske flygtningeproblem fra arabiske lande.


Den arabiske udrensning af jøder
Dr. George E. Gruen (Generaldirektør for Mellemøsten studier i den Amerikansk Jødiske Komite) skriver om de jødiske flygtninge fra arabiske lande fra 1948 til 1987 i en officiel rapport. Det er veldokumenteret, at der i alt levede 880.000 jøder i de arabiske lande i 1945.
Hans rapport danner basis for en konference, som blev holdt i Washington den 26 – 28. oktober 1987, hvor hovedtemaet var de jødiske flygtninge. Det amerikanske udenrigsministerium var deltagere i konferencen. Hermed et kort referat fra værket:
I 1985 var, ud af de i alt 880.000 jøder, kun 25.000 tilbage, hvoraf over halvdelen i Marokko, hvor jøderne altid har levet uden nævneværdige problemer og siden staten Israels oprettelse under kongens beskyttelse.


Alligevel valgte mange at immigrere efter 1948.


I 2008 er antallet af jøder i arabiske lande opgjort til 7.000, langt de fleste fortsat i Marokko,
Det vil sige, at de jødiske flygtninge fra 1945 og til i dag udgør omkring 830.000 til 840.000 mennesker, som blev tvunget på flugt af pogromer i de arabiske lande, mord, lemlæstelser, ødelæggelse af jødisk ejendom og jødiske forretninger, menigheder, synagoger, kirkegårde m.v.


30 – 40.000 immigrerede ganske frivilligt fra lande som Libanon, Tunis og Marokko.
Jøder kunne i særlig grad i Irak, Yemen og Marokko spores tilbage til den første babyloniske jødiske eksil, ved det Første Tempels (i Jerusalem) ødelæggelse år 586 før vor tidsregning. Alle andre stammer stort set tilbage fra den anden eksil, omkring Romernes nedkæmpning af jødernes oprør i Judea og Samaria, og det andet tempels (i Jerusalem) ødelæggelse i år 73.
2.600 års jødisk tilstedeværelse i det der senere blev til arabiske og hovedsalig muslimske lande er således blevet udrenset fra 1940 og til i dag.


Pogromer
Eksempler på volden mod jøder og jødisk ejendom fra udbruddet af 2. Verdenskrig og frem til Israels oprettelse i 1948 er mange. I Bagdad i juni 1940, 170 blev dræbt. 900 hårdt såret og 14.500 mistede sine huse og hjem, ejendomme og butikker. Roen blev dog genoprettet af det britiske politi. Den 2. november 1945, på årsdagen for Balfour deklarationen, bredte volden sig igen mod jøder fra Bagdad i Irak over Aleppo i Syrien og Cairo i Ægypten til Tripoli i Libyen. Alene i Tripoli blev 130 jøder myrdet og et tusindtal kvæstet denne ene dag og overalt blev Synagoger knust, jødiske hjem brændt af og butikker plyndret. I november 1947 blev over 100 jøder slået ihjel i Aden i Yemen og flere hundrede såret under en jødisk helligdagsfest.
Efter krigen i 1967 er der over hele den arabiske Verden næsten ikke en Jødisk kirkegård tilbage. De er alle fjernet og jævnet med jorden, ligesom de jordiske rester af de begravede er skændet ved destruktion og bortkastning. Således blev sporene af århundreders jødisk tilstedeværelse i arabiske lande fjernet. I Østjerusalem blev der fra 1949 til 1967 jævnet over 100 jødiske Synagoger med jorden og dele af Grædemuren forsøgt destrueret, hvis sten blev anvendt til opførelse af arabiske boliger, veje eller bare kastet bort. Flere tusinde jødiske hjem blev konfiskeret såvel i Østjerusalem, som på Vestbred. I samme periode blev også de fleste jødiske kirkegårde skændet og fjernet.


Ved Israels oprettelse i 1948 var strømmen af flygtninge allerede i fuld gang i de arabiske lande, men englænderne havde forhindret dem i at nå til mandatet. 127.000 jøder var på flugt fra Irak, 36.000 fra Libyen og andre 100.000 fra de fransk talende arabiske områder. Fra 1949 startede den store massive flugt af yderligere 520.000 jøder. Mange blev løskøbt af Israel. I 1952 lykkedes det også at løskøbe og evakuere 50.000 Jøder fra Yemen ved den berømte luftbro.


FN

I rapporten af George E. Gruen nævnes også sikkerhedsrådets resolutioner 237 og 242. Bag begge resolutioner ligger et ønske om at alle flygtninge, som følge af den israelsk arabiske konflikt, er genstand for vor opmærksomhed. Og George E. Gruen nævner specifikt FN’s generalsekretær U Thants udsending til Mellemøsten, Niels Göran Gussing, og hans instruktioner om, at sikre jødiske minoriteter i de arabiske lande. Udeladelsen af ord som ”Palestinian” eller ”Arab” flygtninge i resolutionerne er bevidste, idet man hermed inkluderede de jødiske flygtninge, som værende en del af alle flygtninge! Dette ”benarbejde” blev udført af den amerikanske FN ambassadør, Goldberg, som siden hen fyldestgørende har redegjort for forhandlingsgangen. Det var en taktisk ubemærket manøvre, skriver Goldberg.
George E. Gruen fortsætter med at slå fast, at siden 1967 har de jødiske flygtninge i princippet modtaget FN’s anerkendelse, som værende en del af det samlede flygtningeproblem.
Hvor blev hvem udrenset?


Det er som sagt anslået, at der i 1945 levede omkring 880.000 jøder i de arabiske lande fra Irak i Øst til Marokko i Vest, Yemen i Syd til Libanon og Syrien i Nord.


Og inklusive de to store ikke arabiske, men muslimske nationer, Tyrkiet og Iran, over en million.
I 1985 blev det anslået. at der opholder sig omkring 300 jøder i Algier. 100 i Libanon. 250 i Ægypten, som efter freden med Israel, har haft mulighed for kontakt med deres familier i Israel. 300 i Irak.


I Syrien lykkedes det USA, ved et konstant pres, at få regeringen til at udstede udrejse tilladelser til de sidste 5.000 nærmest indespærrede jøder. I 1945 var der cirka 43.000 syriske jøder, i dag er der, ifølge det amerikanske udenrigsministerium, cirka 200 jøder tilbage i Damascus, som dog har tilladelse til at dyrke deres religion med udgangspunkt i 2 synagoger i Damascus, som ikke, ligesom flere hundrede andre, er jævnet med jorden.


Der er fra arabisk side aldrig givet erstatning for konfiskerede jødisk ejede parceller eller ejendom, huse, butikker, indbo og bankindeståender.


Præsident Clinton fik vedtaget et forslag i år 2000, om en international fond, der også skulle yde erstatninger til jødiske flygtninge for deres tab af konfiskeret ejendom i arabiske lande.
I dag er antallet af jøder i de arabiske lande, ifølge Andrew Dismore, Labour medlem af det britiske Underhus, omkring 7.000. De fleste i Marokko.


I arabiske lande på omkring 22 millioner KM2 er der således i alt cirka 7 tusinde jøder tilbage.
I Israel med i alt kun 26 tusinde KM2 er der 1,2 millioner arabere.


Tallene står i skærende kontrast til påstandene om flugt og udrensning omkring de arabiske flygtninge. Derfor kan man udlede af Andrew Dismores bemærkninger, at, er der tale om etnisk udrensning, så må det altså være den arabiske af den jødiske.
Andrew Dismore bragte i 2008 de jødiske flygtninge, fra arabiske lande, op i en debat om Israel i Underhuset. Og det var første gang i det Britiske Parlaments historie, at denne flygtningestrøm blev nævnt, og så endda i et af Andrew Dismore meget fyldestgørende og veldokumenteret indlæg.


Brev fra en glemt Jøde
Kort uddrag af brevets afsluttende indhold:
I juni 1967 øjnede vi skyggen af døden. De af os, som ikke blev fordrevet i 1948/49 og var blevet i Libyen, et land hvor vi igennem århundreder havde haft vore rødder, og hvor vi i lange perioder havde følt os godt behandlet, følte nu, at seks dages krigen havde udviklet en ekstrem hadefuld atmosfære i gaderne. 18 blev på en enkel nat dræbt, og al jødisk ejendom, hjem og forretninger blev plyndret og herefter brændt ned til grunden. Jeg og cirka 4.000 andre jøder forlod i hast Libyen med, i bedste fald, kun en lille kuffert og et par dollars på lommen.


Vi mistede alt.
Jeg fik aldrig tilladelse til at vende tilbage. Og jeg modtog aldrig erstatning for min ejendom, som det ellers blev lovet af regeringen, som konfiskerede over 600 jødiske ejendomme efter den libyske ”krystalnat” i 1967. Da Oberst Gaddafi tog magten i 1969 jævnede han alle jødiske kirkegårde med jorden og alle gravsten inklusive de gravdækkende store sten, blev, sammen med de menneskelige knogler, kørt bort og anvendt til vejbyggeri.


Jeg er en glemt Jøde.
Men, jeg taler ud og jeg taler højt, fordi jeg nægter at være en glemt Jøde.

Sendt den 6/10-2010 fra David Harris, generaldirektør, St. Anthonys College, Oxford Universitetet. Opdateret fra tidligere essay fra 2003.


Vi bør heller ikke glemme
Og vi andre bør også nægte at glemme disse jøder, som måtte flygte fra de arabiske lande, hvor de havde opholdt sig i mange hundrede år, og herefter tillægge denne flygtningestrøm absolut mindst ligeså stor betydning, som det arabiske flygtningeproblem.
De arabiske lande tog ikke imod deres egne flygtninge, som jo flygtede af frygt, som følge af de arabiske landes propaganda, hvorimod Israel tog imod alle, som flygtede på grund af udrensning.
Dette bør ikke komme araberne til gode i debatten om Israel.
———-
Visse tekster er oversat af undertegnede.
Uddrag af kilder:
Cohen, Hayyim J., The Jews of the Middle East, 1860-1972 (Jerusalem: Israel Universities Press, 1973).
De Felice, Renzo, Jews in an Arab Land: Libya, 1835-1970 (Austin: University of Texas Press, 1985).
Gruen, George E., Tunisia’s Troubled Jewish Community (New York: American Jewish Committee, 1983).
Lewis, Bernard, The Jews of Islam (Princeton: Princeton University Press, 1984).
Rejwan, Nissim, The Jews of Iraq: 3000 Years of History and Culture (London: Weidenfeld and Nicolson, 1985).
Robinson, Nehemiah, The Arab Countries of the Near East and Their Jewish Communities (New York: World Jewish Congress, 1951).
Stillman, Norman A., The Jews of Arab Lands (Philadelphia: Jewish Publication Society, 1979).