Misforståelser

Hvorfor had?

De 10 misforståelser der står i vejen for fred…


Den israelsk-palæstinensiske konflikt er muligvis vor tids mest komplekse politiske situation. Mange er tyet til bare at give den ene eller den anden side skylden. Men hvis vi tager os tid til at forstå historien og rette på de mange misforståelser, så begynder der at danne sig en vej frem for palæstinensernes fremtid.


Så lad os begynde med at få styr på historien – og rette 10 af de største misforståelser. 


Misforståelse nr. 1 – Israel stjal, på ulovlig vis, land fra palæstinenserne
En palæstinensisk stat med et palæstinensisk folk har historien aldrig kendt. Gennem 400 år – fra 1517 til 1917 – indgik Palæstina i det Osmanniske rige med Konstantinopel (Istanbul) som hovedstad. I 1917 erobrede engelske tropper Jerusalem og Palæstina. Ved fredskonferencen i Versailles i 1920 blev Palæstina udlagt som såkaldt mandatområde med England som mandatar. I forordet til mandatpagten, der blev enstemmigt vedtaget af Folkeforbundet, står der, at hensigten med den midlertidige status er at virkeliggøre den af den britiske regering i november 1917 udsendte »Balfour-erklæring«. I denne står der ordret, at »der i Palæstina skal oprettes et nationalt hjemsted for det jødiske folk«. Palæstina bestod på dette tidspunkt – som altid tidligere – af såvel området mellem Middelhavet og Jordanfloden, på i alt 27.000 kvadratkilometer som af Østjordanlandet, der udgør 91.000 kvadratkilometer. I 1922 opdelte England efter imperiedevisen »del og hersk« området i to dele: Palæstina vest for Jordanfloden og emiratet Transjordanien – altså det større område – på østsiden af floden. Emir Feisal blev af briterne indsat som leder her. Derved var Palæstina minimeret til mindre end en fjerdedel, hvorved de tre fjerdedele tilfaldt araberne. FN stemte i 1947 for at give land til både jøderne og palæstinenserne. Jøderne accepterede deres del og oprettede helt lovligt staten Israel. Araberne afslog deres del og angreb Israel. Selv efter krigen var tabt, havde araberne det meste af det land, som FN havde besluttet de skulle have. Dette fører til…


Misforståelse nr. 2 – De omkringliggende arabiske lande ønskede faktisk at oprette en palæstinensisk stat
Efter krigen var Vestbredden og Gaza kontrolleret af hhv. Jordan og Egypten… i 19 år! I al den tid, havde disse landes regeringer mulighed for at oprette en selvstændig “Palæstinensisk” stat. Men det gjorde de ikke! I stedet beholdt de landområderne til egen brug. Var Vestbredden og Gaza i disse 19 år “besat” af Jordan og Egypten? Var der protester i disse 19 år? Nej.


Misforståelse nr. 3 – De arabiske nationer ønsker at løse de Palæstinentiske flygtningenes krise
Palæstinenserne har bosat sig i arabiske nationer i hele Mellemøsten. Disse nationer kunne løse krisen øjeblikkeligt ved at give flygtninge samme rettigheder som resten af deres befolkninger, men i stedet for nægter de dem stemmeret, ejerskab af land, og endda lov at studere i folkeskoler. Ironisk nok, er Israel det eneste land, som giver dem fuldt statsborgerskab, og Israel
absorberede 156.000 arabere efter 1948-krigen. Selv i dag hvor der bor ca 1.7 millioner Israelske araber i Israel har den arabiske befolkning stemmeret og ret til at opstille til såvel nationale som lokale valg. De har stiftet egne arabiske partier, og de kan blive ministre i israelske regeringer. En af de israelske arabere sidder som dommer i Israels Højesteret, en anden som næstformand for Knesset, og en tredje har tidligere været israelsk ambassadør. Flere er aktive i landets forsvar. Overalt i israelsk administration, forskning og i det private erhvervsliv sidder der israelske arabere: Som universitetsprofessorer, sygehusdirektører, administrerende direktører og i det israelske politi. Der er en sand kaskade af israelske arabere på ledende poster indenfor TV, radio og øvrige medier. Tidligere var der også en arabisk “Miss Israel”.


Misforståelse nr. 4 – FN indsatser hjælper med at løse flygtningekrisen
FN trådte ind for at give hjælp til de palæstinensiske flygtninge, men i stedet for at bruge deres eksisterende agentur, der hjælper med at genbosætte flygtninge verden over, skabte FN UNWRA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees), som har sikret enhver palæstinenser status som en flygtning indtil en palæstinensisk stat er skabt inden for
Israels grænser. Dette gør det endnu sværere for palæstinensere at leve i deres værtsnationer og låser dem fast i en konstant flygtningestatus, som de giver videre til deres børn, børnebørn og oldebørn, og forøger antallet af flygtninge fra 500.000 i 1949 til næsten 5 millioner i dag. Efterhånden som tilstanden forværredes, begyndte international bistand at strømme ind, hvilket faktisk er…


Misforståelse nr. 5 – Løsningen er flere penge

Virkelig? Vestlige nationer har givet palæstinenserne enorm meget støtte. Selv når man medregner inflation, har de modtaget 25 gange så meget per person som Europa modtog for at genopbygge efter Anden Verdenskrig. Hvor er den stabile økonomi? Hvor er den forbedrede infrastruktur? De penge kunne bestemt have hjulpet, men de blev givet til nogle ledere, som havde en anden agenda. Hvilket fører os direkte videre til…


Misforståelse nr. 6 – Oprettelsen af en stat er de palæstinensiske lederes primære mål
Al denne internationale støtte igennem årerne gik til at støtte én bestemt mand – Yassir Arafat. Efter hans død, opdagede revisorer, som var hyret af Arafats egen familie, hemmelige investeringer til en værdi af mere end 1 milliard dollars. Den indkomststrøm ville have været truet hvis en ny stat blev skabt – hvilket giver ledere som Arafat – eller Abbas for den sags skyld, en milliard gode grunde til aldrig at underskrive en fredsaftale. Hvilket fører os til…


Misforståelse nr. 7 – Israel har en ægte fredspartner
I år 2000, valgte israelerne, som var desperate efter en løsning, Premierminister Ehud Barak, med et mandat til at skabe fred med palæstinenserne. Barak tilbød Yassir Arafat 94 % af det land han krævede, undtagen Jerusalem. Arafat afslog. President Clinton gav Arafat hele skylden for at den største chance for fred i 60 år slog fejl. Dette bringer os frem til den måske største misforståelse af dem alle…


Nr. 8 – Israel skal bare opgive land for fred
Sidste gang Israel forsøgte dette var i 2005. Tusindvis af jødiske bosættere blev drevet ud af Gaza og til gengæld lovede de palæstinensiske ledere fred. Men da israelerne rykkede ud, stemte palæstinenserne Hamas ind. Jep, de valgte en terrororganisation, som, siden den tog magten, har affyret mere end 10.000 raketter ind i Israel. Overrasket?
Så er du sikkert blevet narret af…


Misforståelse nr. 9 – De fleste palæstinensere ønsker en vedvarende fred med Israel.
Nogle palæstinensere gør, men de er et mindretal. I mere end 60 år har den palæstinensiske uddannelsessystem fodret deres børn med en støt bunke had. De ophøjer selvmordsbombemænd og fejrer døden, i klasseværelset – og der er direkte investering i uddannelsesprogrammer, som indoktrinerer den næste generation af palæstinensere til had, racisme og antisemitisme.. Og endelig…


Misforståelse nr. 10 – At give palæstinenserne en stat er den eneste løsning på deres lidelser.
Dette har været den eneste tilgang der har været forsøgt de sidste 60 år. Men dette er mennesker vi taler om, og at vente på at de får en stat før de får samme rettigheder som alle andre har, har kun gjort deres situation værre.
Lige nu er Israel den eneste nation der giver fulde rettigheder til palæstinenserne inden for dets grænser, men hvis vi gav dem lige rettigheder i alle lande, som de bor i, kunne vi øjeblikkeligt forøge livskvaliteten for alle palæstinensere. Lad os være ærlige. Disse misforståelser har skjult potentielle løsninger. Når vi tager os tid til at opklare forvirringen og se virkeligheden i øjnene, begynder vi at afsløre sandheden, og det er først da, at vejen mod retfærdighed kan begynde.

Hvorfor sker der forfærdelig vold i Israel?


af Yvette Espersen – 16.10.2015 ifm spørgsmålet om en 3. intifada er på vej.


Israel begyndte onsdag at lukke det østlige Jerusalem af, i et forsøg på at stoppe den forfærdelige vold, som er taget til i den seneste tid, og som tirsdag kostede tre uskyldige mennesker livet og sårede 20.


Angrebene, der finder sted i Israel, ligner dem vi så i den første intifada mellem 1987 og 1993, med stenkast og knivangreb på uskyldige civile. Der er dog visse forskelle. Denne gang er der også påkørsler og direkte skudangreb på civile, men der har, indtil videre, ikke været nogle succesfulde selvmordsbombeangreb. Denne gang er det teenagere og folk i starten af tyverne, samt kvinder, der deltager i angrebene.


Hamas har opfordret individer til at udføre angreb på israelere på denne sporadiske vis, og har haft succes med at overbevise befolkningen, særligt de unge, om at Israel er en direkte trussel mod al-Aqsa-moskeen, og visse udmeldinger påstår endda, at Israel ønsker at ødelægge den. Dette er naturligvis helt usandt. Præsident Mahmoud Abbas, som er leder af det Palæstinensiske Selvstyre, har ligeledes bidraget til disse tilskyndelser, ved at udtale at Israelerne prøver at ændre status-quo omkring al-Aqsa-moskeen. Dette er selve kernen bag denne nye opstand.


Tempelbjerget er jødedommens helligste sted, og området omkring al-Aqsa-moskeen, som er det tredjehelligste sted i islam, har længe været grund til bekymring, da de to deler det samme område. Siden oprettelsen af den jødiske stat har der været rygter blandt palæstinenserne om, at Israelerne ønsker at bygge det Tredje Tempel i Jerusalem på det sted hvor al-Aqsa-moskeen står. Under den første intifada var der mange optøjer, og mange mennesker blev såret. I oktober 1990 brød der en endnu større urolighed ud, og tusindvis af demonstranter stødte sammen med det israelske grænsepoliti. 22 palæstinensere blev dræbt og mange flere blev såret. Dette begyndte efter der blev spredt et rygte om, at en religiøs jødisk gruppe havde planer om at lægge grundstenen til det Tredje Tempel.


Den anden intifada var også forbundet til dette område i 2000, da den daværende oppositionsleder, Ariel Sharon, samt medlemmer af Likud-partiet besøgte al-Aqsa sammen med 1000 bevæbnede vagter. Demonstrationer brød ud og indledte en fem år lang palæstinensisk opstand. Det er fortsat uklart, om denne opstand skyldtes Sharons besøg på Tempelbjerget, eller om den var planlagt af Yassir Arafat efter han vendte tilbage fra Camp David-forhandlingerne.


Sidste november begyndte optøjerne igen, da israelsk politi gik ind i al-Aqsa-moskeen, for første gang siden erobringen af Jerusalem fra Jordan i 1967. I løbet af det sidste år har der været konstante sammenstød, hvor især grupper af palæstinensiske kvinder har generet jøder, der har besøgt området. Disse kvinder, som bogstaveligt talt har taget kontrollen over området, har skreget “Allah Akbar” i hovedet på besøgende, og spyttet jøder i ansigtet. De er blevet vrede over israelske restriktioner i området, som er blevet indført på grund af optøjerne.


Israelske muslimer og palæstinensere med bopæl i Østjerusalem har som regel adgang til Tempelbjerget, og muslimer må bede i al-Aqsa-moskeen uden hindringer, men optøjerne og fjernelsen af kvindegrupperne har resulteret i en følelse af, at Israel har krænket deres ære. Filmoptagelserne af fjernelsen af disse kvinder er blevet delt med stor iver på de palæstinensiske sociale medier.


Det opfattede voldsomme israelske stormløb på al-Aqsa-moskeen er muligvis kun et symptom på den frustration, som palæstinenserne føler over ikke at være i kontrol over deres egen skæbne. Den kulturelle og religiøse betydning, som al-Aqsa-moskeen har, bruges af både Hamas og Fatah til at opildne til endnu mere had, især mod det jødiske folk. Videoer og billeder af knivstikkerier og andre angreb deles jævnligt på de officielle palæstinensiske medier og almene sociale medier, hvor gerningsmændene afbilledes som om de bliver henrettet af det israelske politi. Disse terrorister afbilledes som uskyldige, og mordene fremstilles som om det er politiet og endda bosætterne, der står bag. Det har ikke hjulpet, at Jerusalems borgmester har opfordret israelere til at bære våben for at beskytte sig selv. Dette har bare tændt yderligere op under hævnfølelsen og ønsket om martyrdød, og opfordrer andre palæstinensere, især de unge, til at gøre det samme.


De fleste israelere er enige om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem den palæstinensiske vold og en eksisterende eller ikke-eksisterende fredsproces. Det var under Oslo-processen i 1990’erne, at terroren virkelig tog til, og selvmordsbombeangrebene begyndte. Så man kan spørge sig selv, om det virkelig er situationen på Tempelbjerget og al-Aqsa-moskeen, der er problemet her, eller om der er noget dybereliggende bag den kaotiske situation. Der er intet der tyder på, at knivstikkerne er frustreret over en manglende fredsforhandling, og de lader ikke til at have nogen som helst tillid til deres ledelse overhovedet.


Disse nye terrorister lader ikke til at være forbundet til nogen organisation eller noget individ. De er børn, der bestemt er født efter 1993 og Oslo-aftalen, og nogle er endda født efter 2000. De kan ikke huske de frygtelige konsekvenser af den anden intifada, og de selvmordsangreb der fulgte med, så de har nogle helt andre erfaringer end den ældre generation. Her er tale om mennesker, som er dybt påvirket af de sociale medier. Det palæstinensiske uddannelsessystem og deres egne sociale netværk har ikke kunnet dreje dem væk fra denne type vold. Dette betyder dog ikke, at de organiserede grupper ikke rider med på bølgen. Hamas’ ledere bruger hashtagget “#alaqsaindanger”, men de er mere medløbere end de er iværksættere.


Det er klart, at der nu er en tilskyndelse om had og drab på jøder, sat i gang af knivsvingende imamer, palæstinensiske ledere i både Hamas og Fatah, der taler om helligt blod spildt for al-Aqsa, lærere i skolerne, officielle medier og især sociale medier. Dette er dog ikke noget nyt. Det har været sådan i årtier. Denne nye intifada, der er sat i gang af unge palæstinensiske individer, som er blevet inspireret af deres hadefulde opvækst og uddannelse, bliver formentlig temmelig svær at standse.




................................

Israel og apartheid-beskyldningen


I marts 2013 kunne man i medierne læse en historie om, at der i Israel var “apartheid busserne” til palæstinensiske arbejdere fra Vestbredden. Et klassisk eksempel på en overdrevet og fordrejet historie frembragt af “Pallywood” industrien og de journalister, der falder over hinanden for at finde en historie, som de kan angribe Israel med.


Historiens baggrund
Historien er udsprunget af, at der er ti tusindevis af palæstinensere, der har tilladelse til at arbejde i Israel. Der betyder enorm trængsel i de israelske busser, når disse mange palæstinensere skal til og fra arbejdspladsen. Mange vælger at dele udgifterne til taxaer. Og mange virksomheder har selv oprettet busser for at lette transport for deres arbejdere. Men pendling for disse folk er ofte meget besværlig.


Transportministeriet i Israel satte sig derfor for at gøre noget for at hjælpe trængslen og den 4. marts blev der indsat en del nye busser specielt med ruter til og fra de palæstientiske/arabiske byer i selvstyreområdet. Initiativet blev en alt for stor succes. Det viste sig hurtigt, at der ikke var busser nok til at imødekomme efterspørgslen. Der var meget trængsel ved busstoppesteder og det skabte en del uro og ventetid. Transportministeren meldte tilbage, at han ville straks gøre noget ved det og gik i gang med at finde en løsning til flere busser. Men det fik han ikke tid til.


En del medier begyndte at skrive om sagen og fordrejede den til at handle om “apartheid busserne”. Det udløste demonstrationer, hvor der blev sat ild til nogle af busserne, som var parkeret i den arabiske by Kfar Qassem. Busselskabet trak deres busser tilbage fra disse ruter. Med det resultat, at der nu ingen busruter er til arabiske byer i selvstyreområdet. De palæstinentiske arbejdere har stadig store problemer med at komme på arbejde via israelske busruter.


Rigtig mange medier rapporterede historien om apartheid – ingen var interesserede i den rigtige historie – at palæstinensere faktisk var glade for, at der kom nogle gode busforbindelser til deres arabiske byer, så de kunne passe deres arbejde i Israel. Oven i købet kunne mange af disse palæstinentiske arbejdere stadig bruge de oprindelige israelske busser, hvis de havde lyst til det – der var overhovedet ikke tale om adskillelse.


En “lose-lose situation” – både Israel i medierne og de palæstinensiske arbejdere blev tabere. Der var ikke tale om apartheid. Det er et klassisk eksempel på, hvordan en historie kan fordrejes.

Det samme fordrejning skete i forbindelse med de anti-israelske aktiviteter sidste måned rundt om i verden – den såkaldte “Israel Apartheid Week”.


Det sker med mellemrum, at modstandere af Israel sammenligner Israels behandling af palæstinenserne og de israelske araber med Sydafrikas racistiske behandling af ikke-hvide i landets apartheid-tid.


Det er fuldstændig ved siden af. De to ting har intet med hinanden at gøre.


Apartheid i Sydafrika indeholdt således lovbestemte forbud mod sexuelle relationer mellem forskellige racer. Tvungne fysiske adskillelser mellem racer – i restauranter, i boligområder, i badebassiner, i den offentlige transport. Og den drejede sig om at forhindre sorte i at stemme, samt at pålægge dem begrænsninger i deres uddannelse. Apartheid drejede sig således om at adskille racerne. Denne sammenligning med Israel holder ikke på nogen måder vand:


  • For det første er Vestbredden og Gaza ikke en del af Israel. Palæstinenserne i disse områder regeres af PA (det palæstinensiske selvstyre). Restriktioner i forhold til de to områder bliver alene iværksat af Israel af sikkerhedsmæssige årsager, og så længe der er agressive nabostater, der truer Israels sikkerheder, vil restriktionerne givetvis blive opretholdt.
  • For det andet er det sådan, at love og regler i selve Israel, gælder for alle indbyggere – også for de ca. 20 procent af befolkningen, som er muslimske arabere. Lovene gælder helt uafhængigt af race, oprindelse eller køn. Israels arabiske befolkning har stemmeret og ret til at opstille til såvel nationale som lokale valg. De har stiftet egne arabiske partier, og de kan blive ministre i israelske regeringer. En af de israelske arabere sidder som dommer i Israels Højesteret, en anden som næstformand for Knesset, og en tredje har tidligere været israelsk ambassadør. Flere er aktive i landets forsvar. Overalt i israelsk administration, forskning og i det private erhvervsliv sidder der israelske arabere: Som universitetsprofessorer, sygehusdirektører, administrerende direktører og i det israelske politi. Der er en sand kaskade af israelske arabere på ledende poster indenfor TV, radio og øvrige medier. Tidligere var “Miss Israel” en israelsk araber.
  • For det tredje er diskrimination, baseret på race eller religion forbudt i Israel. På samme måde er al tilskyndelse til racistisk adfærd en kriminel handling.


På den baggrund må det vist siges at være absurd at kalde Israel for et apartheid-system. Det er ganske enkelt blot en ny metode til at bringe landet i miskredit.


De kræfter, som bringer disse beskyldninger om apartheid til torvs i forhold til Israel, ignorerer altid konsekvent det der sker i Israels arabiske nabostater. Her bliver der ført en politik overfor minoriteterne som med rette kan beskrives som diskriminatorisk.