konflikten

Konflikten

Bagholdsangreb på bus fra Eilat til Beersheva 17. marts 1954)

De forkullede rester af en nr. 18 Jerusalem bus efter den var blevet sprængt i luften af en selvmordsterrorist ved vejkrydset Sarei Yisrael og Jaffo Street (25. februar 1996).

Den bølge af terrorisme der begyndte i september 2000, er resultatet af en beslutning fra de palæstinensiske arabere om at benytte vold – hellere end forhandlinger – som det primære våben til at fremme sagen.


Derfor er Israels herredømme over Judæa og Samaria (Vestbredden) samt Gaza ikke den egentlige årsag til terrorismen, idet forhandlinger – såfremt der havde været viljen hertil – kunne have løst sagen lang tid før voldsbølgen påbegyndtes.

Da bølgen af vold og terror begyndte i september 2000, gav man fra arabisk side den forklaring, at der var tale om en spontan handling på den daværende oppositionsleder, Ariel Sharons besøg på Tempelbjerget. Imidlertid blev denne påstand modsagt af palæstinensiske ledere i den arabisk talende medieverden. Og heller ikke den rapport, der blev udsendt af Mitchell-Komiteen, udarbejdet af amerikanske og europæiske ledere, kunne støtte forklaringen.


Herefter ændrede de palæstinensiske talsmænd forklaring, idet man nu som nævnt angav årsagen at være Israels besættelse af Judæa og Samaria (Vestbredden) samt Gaza.


Forklaringen tager ikke højde for hændelser både før og efter 1967. Den arabiske terror kom nemlig ikke alene forud for Israels tilstedeværelse på Vestbredden og Gaza, men har også ofte ramt i perioden 1994-1996, da fredsprocessen gjorde sine største fremskridt. Således kan man sige, at den arabiske terror i høj grad er en markering af modstand mod enhver form for fred med Israel.

Den nuværende bølge af terrorisme – af araberne kaldet Intifada – begyndte kort efter intense forhandlinger på højt niveau for at finde en permanent løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.


I juli 2000 blev en mellemøstlig fredsforhandling således afholdt i den amerikanske præsidents sommersted, Camp David. Deltagere var USAs daværende præsident Bill Clinton, formanden for PLO og Det Palæstinensiske Selvstyre, Yasser Arafat samt Israels premierminister Ehud Barak. Læs om Clintons Fredsaftale 2000.


I løbet af dette møde, udtrykte Israel – trods stor modstand hjemme – vilje til at indgå langtrækkende, meget omfattende indrømmelser for at nå frem til kompromis og varig fred. Imidlertid valgte Yasser Arafat at afbryde forhandlingerne, uden i øvrigt at fremkomme med et selvstændigt forslag.

Efter topmødet bebrejdede præsident Clinton helt og holdent Yasser Arafat for at have skabt sammenbruddet.


Alligevel fortsatte Israel med at stræbe efter en forhandlet fred. Ved samtalerne i Taba i Januar 2001, gjorde Knesset, (Israels parlament) palæstinenserne bekendte med, at man var villig til yderligere kompromiser for at opnå fred.

Men atter afviste palæstinenserne en fredelig løsning.

Senere blev palæstinensiske udtalelser – der nedgjorde Camp David og Taba forslagene – imødegået af de amerikanske embedsmænd, der netop havde deltaget i forhandlingerne. I et TV interview den 22. april 2002, karakteriserede den tidligere amerikanske udsending Dennis Ross anklagen om at Vestbredden ville blive inddelt i kantoner som fuldstændig usand og anførte, at det tilbudte areal delte en fælles grænse.

Israel havde vist viljen til fred – selv om en fredsslutning ville være risikabel.

Som et resultat af fredsforhandlingerne med Egypten, tilbagegav israelerne Sinai, som ellers havde givet Israel en betydelig militær-strategisk dybde.


I de forhandlinger som havde fundet sted siden september 1993, var Israel gået langt for at imødekomme palæstinensiske krav om Vestbredden og Gaza. Man forhandlede etableringen af det Palæstinensiske Selvstyre (PA) i territorierne, som gradvist udvidede sin jurisdiktion og magt. Faktisk styrede Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) – efter omfattende israelske tilbagetrækninger – en stor del af territoriet samt 98 procent af den palæstinensiske befolkning på Vestbredden og i Gaza.


Det virker altså derfor sandsynligt, at den bølge af palæstinensisk terrorisme, som begyndte i kølvandet på Camp David-topmødets fiasko, ikke har noget at gøre med en spontan palæstinensisk aktion for at gøre modstand mod besættelsen, men at det palæstinensiske lederskab derimod havde truffet en beslutning om at forlade vejen mod fred.


Denne beslutning underminerede fredsprocessens fundament – opfattelsen af, at en løsning kun kan opnås gennem kompromis hellere end gennem ufleksibilitet samt gennem forhandling hellere end gennem vold, og skilte parterne.


Terror mod civile kan ikke retfærdiggøres, og er især tragiske når stridighederne kunne være løst gennem forhandling.

Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) fik en mulighed for at få løst konflikten gennem forhandling, men greb ikke muligheden. Den største forhindring for fred er i de fleste israeleres øjne ikke en ikke-eksisterende palæstinensisk stat, men derimod eksistensen af palæstinensisk terrorisme. 


Yasser Arafat, der efter længere tids sygdom døde tidligt om morgenen, torsdag den 11. november 2004 på et militærhospital i Paris er der håb om genoptagelse af fredsaftaler.


Indtil videre har den Palæstinensiske Selvstyre gang på gang gået fra forhandlingsbordet.



  • Jerusalem er nævnt 622 gange i den jødiske bibel, Toraen, men ikke én eneste gang i Koranen.
  • Der har til alle tider boet jøder i Hebron, Safad og Jerusalem.
  • Allerede for 172 år siden, i 1840, var jøderne… i flertal i Jerusalem.
  • I året 1900 boede 35.000 jøder i Jerusalem, 15.000 kristne og 8.000 muslimer.
  • Tel-Aviv blev grundlagt i 1909.
  • Ved 2. Verdenskrigs begyndelse boede der 500.000 jøder i det daværende britiske mandatområde.
  • Briterne førte en benhård, uforsonlig kamp mod jøderne helt op til den dato, de forlod landet, den 15. maj 1948.
  • FN besluttede i 1947 at dele det britiske mandatområde, Palæstina, i en jødisk stat og en ny arabisk stat. De arabiske stater afviste planen, og angreb Israel militært.
  • 850.000 jøder måtte fra 1948 og frem flygte fra arabiske lande til Israel. Alle disse er blevet fuldt integrerede, og statsborgere i Israel. 650.000 arabere måtte i 1948 flygte fra Israel til diverse arabiske lande. De blev stuvet sammen i lejre, og blev aldrig integrerede.
  • Betegnelsen “palæstinensere” blev op til 2. verdenskrig brugt som betegnelse for de jøder, der boede i det britiske mandatområde. Som benævnelse på arabere, blev det ikke brugt før i slutningen af 1950erne. Tidligere brugtes kun “jøder” og “arabere”
  • 1,5 mio. arabiske muslimer er statsborgere i Israel, og er repræsenteret i Israels Parlament. I hele Mellemøsten er det i virkeligheden kun disse 1,5 mio. arabere, som har oplevet “Det Arabiske Forår”. Israel er det eneste land i Mellemøsten, hvor arabiske kvinder må stemme.
  • Israel indfører hver uge mere end 1.200 lastvognsladninger med forsyninger til Gaza, svarende til 25.000 tons pr. uge.
  • Hvert år gives der ca. 180.000 tilladelser til palæstinensere til at passere ind i Israel for at modtage – gratis – medicinsk behandling.
  • Hver uge indfører israelerne. 3 mio. liter brændstof til Gaza.
  • Ugentligt indfører israelerne til befolkningen i Gaza mindst 15 vognladninger cement, mindst 70 vognladninger andet byggemateriale,mindst 50 vognladninger landbrugsmaskinel, mindst 150 vognladninger nødvendige humanitære produkter samt mindst 500 vognladninger fødevareprodukter.
  • I Gaza er der fem-stjernede, internationale hoteller, splinternye svømmestadions med internationale mål – og alle de varer og førsteklasses fødevarer, som man overhovedet bare kunne drømme om i samtlige andre arabiske lande. Levestandarden i Gaza er således blandt de højeste i den arabiske verden.
  • Siden Israel frivilligt overgav Gaza til araberne, har Hamas skudt mere end 10.000 raketter ind i Israel. Alene i byen Sderot må børnene her dagligt krybe i ly i beskyttelsesrummene.
  • Både arabisk og hebraisk er officielle sprog i Israel.
  • Man kan på blot 3 timer gå fra Vestbredden til Middelhavet.
  • De arabiske lande, som ligger omkring Israel, har et areal, som er 640 gange så stort som Israel. Alligevel kræver araberne “land for fred”!
  • Der er IKKE fastsat en grænse mellem det eventuelle nye land, Palæstina – og Israel. En sådan grænse bliver først fastsat i forbindelse med fredsslutningen mellem Israel og de arabiske lande.
  • Da der ingen fastlagte grænser er, er der følgelig ej heller “ulovlige bosættelser”
  • Israels regering har accepteret en to-statsløsning, og er parat til, uden forhåndsbetingelser, øjeblikkelig at indlede forhandlinger herom med Det Palæstinensiske Selvstyre. Men Selvstyret har sagt nej, med mindre en lang række krav først opfyldes. Derfor er fredsprocessen gået helt i stå.